top of page
Søg
  • Naturvejleder Christian Mørkehøj Hansen

Børn brugte fiskenet, lup og alle sanser, da de var med på naturugen i Høje Gladsaxe


Om mandagen startede vi ud med at gå rundt i hele parken og se på de lidt mere interessante områder. Vi så på bjergsøen, hvor der blev fortalt om regnvandsprojekter i kommunen generelt. Kratersøen, som er en lidt sjov sø, da den naturligt ligger på toppen af en bakke. Vi kiggede også på de forskellige skove og krat, der ligger i området og hørte om, hvad forskellen er på en rigtig skov og de kratområder, vi har i parken. Her var vi så heldige at få lov til at se 2 egern, der var oppe at slås om, hvem der skulle samle nødder, der hvor vi stod. Der var ikke nogen af de 2 egern, der tog sig af os, så vi kunne stå og se på at de jagtede hinanden op og ned af træer lige ved siden af os.

Tirsdag kiggede vi nærmere på dyrelivet i området. Vi kiggede på, hvilke insekter der lever i græsset. Vi startede med at kigge på områder uden skygge, inden det blev alt for varmt, herefter prøvede vi at se, om der var mere liv, hvis vi kiggede steder med skygge. Men der var ikke så meget. Vi fandt enkelte græshoppere, edderkopper, mariehøns, snudebiller og sommerfugle. Herefter kiggede vi efter liv i skovbunden, men også her var det blevet alt for tørt til at der var noget, der kravlede rundt. Vi fandt dog nogle bænkebidere og tusindben. Til sidst satte vi nogle faldfælder i jorden, som skulle stå til om torsdagen.

Onsdag kiggede vi nærmere på dyrelivet i vandhullerne, vi startede med at kigge i kratersøen, hvor der var mange frøer, en del salamanderlarver og så fangede vi også vandnymfe nymfer, igler, skorpionstæger og rygsvømmere. Der var en rygsvømmer, der fløj fra os for at finde et nyt vandhul. Herefter kiggede vi på, om der mon var liv i bjergsøen. Men eftersom der ikke er ret mange gemmesteder for dyrene i søen, er der heller ikke så mange dyr i søen, vi fandt dog enkelte igler, snegle og så den største vandmide, jeg har set. Vi sluttede nede i regnvandsbassinerne, hvor der både var flest forskellige dyr, men også bare flest dyr at fange. Her var alle dem vi havde fanget før, men også vandrøvere, vandkalve, hvirvlere, muslinger og guldsmedenymfer.

Torsdag startede vi med at se, om der var gået dyr i de fælder, vi havde sat op tirsdag, det var ikke prangende, men der var dog en violetrandet løbebille, bænkebidere, nogle små frøer og en lille skolopender. Vi fortsatte ned i moseområdet, hvor jorden stadig var fugtig. Her kiggede vi efter dyrespor og fandt nogle fra ræv, hund og et spor der lignede rådyr, selvom jeg ikke helt kan forstå, hvordan det er havnet der. Der var kun det ene og der er rigtig meget by derfra og til nærmeste skov. Nå, det skulle ikke tage glæden over at have fundet nogle spor fra os, så jeg havde medbragt noget gips, så vi kunne lave afstøbninger af sporene, mens vi gjorde det havde myggene et festmåltid. Da gipsen var tør skyndte vi os væk fra myggene, vi gik op til bålpladsen. Undervejs fandt vi nogle piletræer, hvor vi tog nogle små grene, som vi skulle lave om til fløjter. Det var lidt sværere end jeg lige havde regnet med, men vi fik snittet, snakket og hygget os.

Fredagen skulle vi rundt og samle planter til frokosten, vi gik rundt og samlede brændenælder, brombær, mirabeller, gråbynke, vandmynte, røllike og vild pastinak. Med den vilde pastinak skulle vi være lidt forsigtige, da den er i familie med bjørnekloen og kan give de samme vabler. Men rødderne kan sagtens spises. Herudover kiggede vi på dunhammer og ægte kastanje, som man også kan spise, kastanjerne vokser lige syd for cykelstien, der går gennem parken. Da vi kom tilbage til pladsen ved kirken begyndte vi at lave maden.

Menuen stod på kartoffelsalat med røllike og gråbynke, sovs af den vilde pastinak, og en salat med brændenælder brombær og mirabeller. Der blev også ivrigt æltet dej og bagt brød med frisk mynte.

Tricket er lige at skolde brændenælderne så de ikke brænder mere. Opskrifter på det kan man finde på hjemmesiden vildmad.dk eller hente app’en ”vild mad”, hvis man har en smartphone.

Lidt flere stemningsbilleder fra ugen!


40 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page